www.rundsten.net


My new book, published October 2006,
is an aestetic but also, I must admit, arather personal study of the  italian film- and stage director Luchino Visconti (1906-1976):

VISCONTI I FJOR I VENEDIG (literary: Visconti Last Year in Venice),
the first of its kind in Danish, inspired by
Th. Wiesengrund Adorno
(1903-69), the now living, international music critic Hansgeorg Lenz
(born 1926) and finaly the danish art historian
Vilhelm Wanscher
(1875-1961), apart from the leading Visconti connoisseurs of
today,
Henry Bacon (born 1957), Suzanne Liandrat-Guigues,
and
Geoffrey Nowell-Smith. Add a twist of Socrates, Plato,
and that kind of smart but guys or gays from ancient Greece. Voilà!

340 pages, 206 illustrations in B&W and colour.
Please note: IN DANISH!
Paperback € 34,75
(www.amazon.de)

Pressemeddelelse om min næste bog
VISCONTI I FJOR I VENEDIG. En monografi
om Luchino Visconti. Udkommer den 26. oktober 2006.


Læs Bo Green Jensens anmeldelse i Weekendavisen





Jeg spørger lidt direkte,
ligesom med streg under,
understreget som på tegningen herover,
der er hentet fra min parfume-kanon









'








Søndersø ved Maribo (Lolland, Danmark)

Søndersø ved Maribo - 1856































































































 
Forfatter

Madeline Rundsten

København (Copenhagen)


Danmark (Denmark)
Fødselsdato: 
01.06.1975
E-mail:
m@rundsten.net

Websites:


MillennivM




rundsten.net
Poesiens dag 2006
Digte.dk
No.5 (PDF-dokument)



JEG ER INGEN "WANNABE"!
JEG ER »DON'
T WANNABE!«

ER DU MÅSKE IDIOT?

JEG ER IKKE ENIG
- JEG ER U-ENIG!
MÅSKE ENDDA I TVIVL ...


Jeg er født af danske forældre, de tilhørte den danske fuck-kirke som vedhæng til borgerskabet. Min far var en velhavende handelsmand, som drak og gik fallit og endte som støvsugersælger. Mor endte som nervevrag - yes, that´s how I was born. Mit efternavn stammer fra mors første ægteskab, da jeg af forskellige grunde ikke ønskede min fars belastede navn. Mor døde, da jeg var spæd. Min halvbror og hans familie har altid være fine og gode. I kanten.

Jeg er ikke på Facebook
og jeg har ingen IP
og ingen IQ
brainless little child with no remembrance of it all

Jeg har en storebror (vi har fælles mor) der er kunstmaler med stort K, der gerne ville have været med i Eksskolen, men var født lidt for sent, i nå-generationen, uden dog at bryde sig om støjende elektriske guitarer, en animositet, jeg deler med ham. Suicide - in don't care (så I kan lige så godt droppe slige planer) - nu skal man jo også leve længe og optjene pension og ellers være dum og tjene og adlyde som slaver i samfundsmaskineriet. Jeg begyndte først at formulere mig skønlitterært omkring 2000, efter at være sprunget fra en universitetsuddannelse. Måske det var mødet med Isabelle Damotte, Julie Popp-Schell, Hansgeorg Lenz (R.I.P. 1926-2011. Note 2011), Stefan Trakl og Per Åge Brandt, der gav mig stof til eftertanke, det vil sige det push, der er nødvendigt, for at tankerne kan samle sig og materialisere sig. Jeg vil også udtrykke stor taknemmelighed overfor Preben Major Sørensens generøse holdninger og store venlighed og imødekommenhed.

Også Lars Bukdahls tidlige skulderklap var en stor opmuntring.

Etnologi, etnografi og især arkæologi er et brødløst fag. Det er skønlitterært forfatterskab også, hvis man tager dét med det skønne på ordet. Stefan
»Solitarius« Trakl har en overordenlig stor indflydelse på mig, uden at man af dén grund kan slutte, at hans tanker er mine.

jeg stiller mig tvivlende overfor den etiske fordring, men har selvfølgelig ikke de tyske kimærer at slås med. Min baggrund er dansk skæbne rundet af protestantismen (gud bedre det), nær salten Østerstrand. Hvad dén religion ikke har skadet denne strand og dens enge med bymæssige bebyggelser, kan listes - men listen vil være uden ende, og jeg gider ikke at skrive den. Sandemose har skitserets puritanismens frygtindgydende og lammende monumentalitet.

Det skulle lige samle sig, idet jeg gerne vil modbevise Skipper Fulton-strammernes vås om, at »de unge skal ud og bestille noget«. Være løntrykkere! Nå, men det kunne ikke samle sig til lange tekster, selvom jeg gik rundt med en romanforfatter i maven, så jeg skrev digte, debuterede i 1999 med digtsamlingen Vers, der er kommet i to oplag, og derfor stadig kan købes (www.millen.dk). Jeg kan forstå at det er lidt kult, selvom jeg egentlig mere ville positionere mig med lidt skandale, så blev det i det mindste af de offentlige biblioteker misforstået i intentionen, idet de så en ironi, der måske ikke var intenderet - undskyld den lidt kluntede formulering, men bibliotekarer og skolelærere vil forstå mig, når jeg taler deres djærve sprog. Har endvidere udgivet skuespil, essays og en roman. Har endelig skrevet en halv snes romaner, der stadig venter på udgivelse; enkelte af disse finpudser jeg til stadighed. Sjovt, med det ord.

Min lidt specielle baggrund gør, at jeg ikke interesserer mig en døjt for det såkaldt almenmenneskelige; men selvom jeg ikke er socialist er jeg slet ikke liberalist. Er ikke liberal - men forventer naturligvis, at statsmagten er det. Liberal ikke -istisk. Liberalismen tilhører,  ligesom de andre ismer, historiens losseplads, afdelingen for det tyvende århundrede. Skulle det være så svært at se det i øjnene? At vi hverken har brug for et teknokrati eller populisme, men at det kommer ud på et - en ny religion ville løse alle problemer, men de plejer at bruge mindst hundrede år på at slå igennem  - - og socialismen er da ingen religion? vel? Social retfærdighed kan - på papiret - være udmærket, så længe det drejer som om rettigheder, og jeg skal ikke sætte mig til dommer over, hvad folk bruger deres slanter til, så længe de ikke generer mig. Men det er i denne gennemkontrollerede politistat af et overvågningssamfund med Internettets Big Brother netop tilfældet! Og når forbrugsmønstret som kulturnorm har afsmittende effekt på denne, så går det i høj grad ud over ikke  bare mig og mine ligesindede, men fremtiden. Terrorstaten, den har vi haft længe!

Som det fremgår af mit »Katalog 2002« (udgivet på Forlaget MillennivM (www.millen.dk), har jeg store planer. Imidlertid har jeg overvejet visse ting, da jeg nærmede mig et rundt hjørne, og skriver pt. på en konferens til et tysk universitet, og som det er planerne, i tillempet form at publicere på dansk; hvis jeg bliver færdig, så måske det bliver til 2006 eller -07.

Gid jeg måtte få et langt liv til at virkeliggøre dem alle! Alle de kære projekter. Gud, hører du mig! Hvis du gør, skal jeg nok anprise dig! Me-en  - hvis jeg får en mail fra læseren eller læserinden til disse linier - så er dagen i det mindste alligevel reddet, og dermed mere end en side i min roman!

Min personlige mail er:
m@rundsten.net
- men kun seriøse henvendelser, please!

Inspiration
A) respons fra læseren
B) Koffein.
C) C-vitaminer.
A) A-vitamin.
I) italiensk honninglikør.
F) frugtdestillater.
H) Opium.

Disse stoffer fremkalder eufori, eller vellyst, som er porten til inspirationen (det gælder alle mennesker, ikke blot kunstnere). Selvfølgelig kan man underkaste sig Gud, for at komme i ekstase. Extacy påvirker dog også et ellers forhærdet sind, og medvirker derved til menneskeliggørelsen af tilværelsen, idet symtomerne på det kapitalismens industrislaveri, med forgældelsen, forureniningen og alineationen fjernes. Og det er dog noget.Eufori = Skønhed *)

*) Se under skrivestil.

Favorit forfatter(e)? Denne liste omfatter udelukkende fremmedsprogede digtere;
og kun skønlitteraturen (især lyrikken) tages i betragtning. Men jeg er lidt træt af at digte, og er nu mere optaget af, at skrive store roman-cykler  og i alle mulige genrer, for den sags skyld.

 
Gottfried Benn. For hans fyndighed.
W.H. Auden. For hans mudrede ironi.
Georg Trakl for hans brændte metaforik.
Solitarius (Stefan Trakl), men han skrev ikke digte?
Rilke, fordi han var så følsom og et godt menneske.
Nietzsche, han var lige så intelligent som Gud (næsten).
Forfatteren til aforismer og til "Midnatssangen".
Pushkin (i oversættelse) for hans versroman (hvem skriver dén slags i dag?). Endvidere kan i forbifarten nævnes store ånder som
Goethe for sine digte om skyer, Novalis for sin naivitet,
Stefan George for sin monumentale stil, der helt savner
Ezra Pounds humor. Etc.

T. S. Elliot, den intellektuelle snob.
Dylan Thomas for sin sørgelige skæbne.
Strunge, fordi han ikke fik skrevet en roman;
Michaels roman skulle være ligesom Rifbjergs. så tabet er måske ikke så stort. Rifbjerg fylder jo så godt i reolen, at andre, der måske har mere på hjerte, alligevel mister modet overfor denne mastodont, der ville have haft godt af lidt modgang. Men han har jo sin store menighed af de jævnaldrende. Flies til Morsøe-pejsen.

Og så Strunge! Og dermed mine, hvilket er deprimerende.
Rifbjerg skriver godt, bevar mig vel, men hans digte er i en fri stil, som jeg mener er passé. Men bevares, prosaens mester. Omvendt med Tom Kristensen, der skrev bedre digte end romaner.
Baudelaires sarkastiske, ironiske persiflage-diaboletik, der præluderer Nietzsche. Emily Dickinson, fordi hun var en kvinde.

Arthur Lundquist for hans slebne form.

Harry Martinson for "Aniara", det tyvende århundredes vigtigste lyriske værk, en revy i tid og rum  (og mesterligt fordansket af Otto Gelsted).

Edith Södergran ("Det er vacrast när det skimrar").
Leopardi for sin kombination af klassisk form og romantisk indhold. Bortset fra hans triste skæbne. Det samme gælder Lake District-digterne. Dén romantik! Shakespeares blankvers, i Carl V. Østergaards eksemplariske oversættelse. Ovid, i Walt Rosenbergs oversættelse.

Dante, for opfindelsen af modersmålet.
Tasso (hans feil alene var kun Kjærlighed. H. C. A.)
Ariosto, begge for deres klassiske formsans.
Li Po for sin udsøgte skønhedssans, af en anden (svunden) verden. Der er kun udenlandske forfattere på listen;
Tom Kristensen var englænder og Strunge internationalist.
Men skulle jeg nævne en nulevende dansk lyriker, som burde
være kommet med på kanonlisten, må jeg nævne Inger Christensen (for Sommerfugledalen).

Endelig må jeg nævne Pauline Réage, men hun skrev jo kun romaner. Lyriske, stemningsbårne, erotisk deklamerede og persuasive kærlighedserklæringer. Om hundrede år vil man betragte hende som helgen - eller endog religionsstifter!

Favorit bøger
O's historie. Af private, foruden æstetiske årsager.
Således talte Zarathustra. Til religionsundervisningen.
Thomas Mann: Doktor Faustus. Alvorlig, bredt anlagt kunstnerroman.

Dostojevskij: Idioten, skildrer de menneskelige grundvilkår. Dostojevskij: De besatte. Romanen om det moderne gennembrud.
Henrik Pontoppidan: Lykke-Peer. Skildrigen af den danske folkekarakter. Kristendommen i sin puritanske afart og den begrædelige nationale skæbne medførte denne folkekarakter, præget af vankelmodighed, lurvet smålighed og misundelse.

Hvis jeg må nævne et par fagbøger, som jeg står i dyb gæld til, er det Freuds »Drømmetydning« (Traumdeutung), og Max Webers  epokegørende »Protestantismens moral og kapitalismens ånd« - fra samme tid.

Uddannelse: Privatmanuduktion, lediggang og kostskole i Schweiz. Ikke for det gode. Man siger at livet er den bedste skole, måske det har gjort mig så ond. Jeg er også god og flink - til studier af de skønne muser, som man vist kal have et lesbisk gen for at opsøge som forfatterinde; Kunsten er den  bedste skole. Men skolen som institution er det modsatte, og metode,
læseplaner og pædagogik fører væk fra målet, den umiddelbarhed, som griber øjeblikket, og som kaldes intuition. Det kan være,
at kapitalismen ikke havde samlet alt sit elektroniske guld (for få år siden, før Internettet, sagde man »papirguld«), uden arbejdsdisciplin. Men lever vi idag i Sodoma - eller Sparta?
Alle maskinerne, som modernisterne og socialisterne for hundrede år siden troede, ville overflødiggjorde arbejdet, har bare medvirklet til denne afsindige overproduktion, som også, selv på digte.dk, præger tiden.

Ralisme og idealisme, natur og kultur, selvom barbari kan være raffineret, er det vel at foretrække for det modsatte. Uden at være værdinihilist, tværtimod, må jeg anses for at være positioneret amoralsk (men ikke ryggesløs), med andre ord gedigen stilpluralist.

Men Dyne-Larsen er okay for mig! Hans tese om lav avance - høj omsætning er indenfor kræmmerlogikken bedre end det modsatte. Jeg mener bare, at der er gået inflation i kunsten, der altid, siden restaurationstiden efter Napoleon i det mindste, har opført sig dialektisk til samfundet, selvom det hele løber sammen for tiden. Formløsheden er jo bare formløshed, og skal man beskrive et forløb (som i mine romaner), kan man vælge at koncentrere sig om skabelsen eller undergangen, om tilblivelsen af tingene - eller deres opløsning, hvor kulmination og fuldendelse antager forskellig valør, alt efter om det er opbyggelse (konstruktion), genopbyggelse (restauration), eller simpel ødelæggelse (destruktion).

Rekonstruktion er noget værre noget, man skulle nødig nå så vidt, og komme dertil, at det skulle være nødvendigt. At starte forfra på fundamentalitisk rekonstruktion, arkæologisk nøjeregnethed, der kan henføres til livsfornægtende puritanisme, så dog trods alt er et forsøg på en rehabituering, rekonstituering? Det virker ikke bare dilletantisk, som en nedtur - men det er også dybt ukunstnerisk (som al dilletantisme), fordi inspirationen mangler. Eller også er Gud bare død. Sådan lyder det, når man åndløst genoptager fortidens former. Jeg håber ikke at jeg lyder sådan, men at der et eller andet sted er passion, selv dead-pan!

Men alligevel kan man både mane til besindighed og give en det nødvendige skub; men hvis det er ud i intetheden, er besindelsen da ikke at foretrække?

Alt for mange litterater beskæftiger sig enten statisk til kaos, eller kaotisk (og formløst, eller uformelt) til faktuelle, som umiddelbart kan sanses og opleves - uden at gøre status, hvormed det jo bliver futilt.

Har jeg sat mig mellem to stole, hedonismens øreklapstol og puritanismens myretaburet (om det ikke er en fodskammel? Nej, jeg ligger ind over dem begge, idet de er sat sammen, til et leje. Sådan er min stil, som enten kan være ydmyg og livsfornægtende eller give sig til kende, endda gå verden imøde med et smil! Det kan vel gå begge veje på een gang (som et paradox), men det forudsætter en hypnerotomachia!

Det er som med sex uden følelser, som bytteforhold, som kapitalisme, afstumpet og entologisk-regressivt forvandler primaternes konge til bakteriesump. Man vil gribes, uden nødvendigvis at begribe noget - i begyndelsen!

Formen er nødvendig, men ikke alt, for hvis det formfuldendte, eller dog betagende, berigende, livgivende, ikke fascinerer, distraherer eller dog blot charmeerer, men lader en kold, så er det forgæves. det siger ikke pling - og dette pling - som måske kræver tålmodighed eller tilvænning, er stilen. Modernisterne kalder det lidt bornert for »tonen«. Rifbjerg taler jo om denne tone. Denne Neue Sachlichkeit og dette fromme hykleri som dæmning for Internettets infantilisme (som jeg ikke er en del af), er deprimerende, fordi den giver rum til den store tone - i debatten, i politikken, i det offentlige rum, i hele den senfascistiske elendighedsmisære.

Clic-clac. Sat på spidsen, der står sagen sig bedst!

Jeg misunder højreekstremisten og dern åndelige hjemmeværnssoldat Preben Major Sørensen for hans evne til at skabe sensation - og skandale?

Og for Henrik Pontoppidan for sit hele samlede forfatterskab, emonumentalt episke fugleperspektiv. Klaus, come on!
og H. P.'s debatterende grundholdning. På den anden side vil jeg også gerne i et eller andet futurum dementere patriarkalske forestillinger om kvindelige forfattere: at de vader i rejekællingen Karen Blixens fodspor og er - ikke digtere - men story tællere -
hallo, Tove Ditlevsen - Agnes Henningsen fraregnet et eller to forfatterhøjskole-puerister , der har været igennem Poul Bodums stempelkandekondemni, med og uden æseløre, æselrygge!

Hvem kommer først med en omskrivning af I. P. Jac's Marie Grubbe som skrubbes forsøg i femi-krimi-genren? Ævle bævle, dø stående som en helt fra Thy, i kamp mod Vejrmøller (som Don Quichote i Østerild Klitblammage sommeren 2011- jeg var der!) Thylejren og Rågelejres nudister og onde og fæle arkitekter, der s. å. afsyrer Istedløven - må lynet slå ned i den og søndersprænge dens rådne kadaver!

Konklusion: Jeg er som formalist i besiddelse af den (intuitivt tilstræbt) æstetiske opfattelse af kunst og litteratur, der kan opsummeres således:

SKØNHED (forstået som den skønne følelse, altså velvære) SKAL REDDE VERDEN!

Links
Poesiens dag 2006 (Day of Poetry)
(gået ned)
Digte.dk (gået ned)

Forlaget MillennivM Publishers
The Rundsten officiel homepage
Piratgruppen (gået ned)
CERN (gået ned)


Hent  Madeline Rundstens Parfume-Kanon  (PDF-dokument)

PRESSE-MEDDELELSER
 
vedr.
Visconti i fjor i Venedig.
- en biografi om Luchino Visconti
udkommer 22. september 2006
ISBN 10: 87-90699-55-6
(
EAN ISBN 13: 978-87-90699-55-0)
Klik her

Berlinerluft
Ole Jastraus dagbogsoptegnelser fra Berlin 1930-39
ISBN 87-90699-01-7
udkommer 3. december 2009

Desirée og Tårnmesterens triumf
en chick-lit roman af Madeline Rundsten ISBN 978-87-90699-21-5
udkommer 11. november 2011

Hvordan købes mine bøger og hæfter?
Publikationerne kan erhverves gennem IBooks
(eller gjorde, Apple Pie Inc. lagde sag an og Ibooks
blev overtaget af saxo.com, som desværre
ikke udviser samme service for smal littteratur,
som Ibooks gjorde - men mine tidlige ting kan
selvfølgelig skaffes gennem millen.dk
ved hjælp af VISA eller Mastercard klik her
- men selvfølgelig kan din lokale boghandler
skaffe titlerne
med opgivelse af ISBN-nummer
- eller du bedes kontakte MillennivM


<< hjem © Madeline Rundsten 2006-11 Next >>